Der er en del forvirring omkring regulering af cirkulationspumper, konstant hastighed, konstant tryk og proportionalt tryk.
Jeg skal derfor prøve at forklare hvad det egentlig er.
Gamle cirkulationspumper kører fast hastighed, og kan typisk reguleres ved at man begrænser flowet gennem pumpen med et "spjæld".
Den slags cirkulationspumper bruger en hel del strøm, da de selv med minimalt flow (eller intet flow) bruger den mængde strøm der skal til for at yde det maksimale flow.
Typisk effekt er mellem 50 og 150 W afh. af pumpens størrelse, men altså samme effekt uanset om der er behov for stort flow eller ej.
Mere moderne pumper er hastighedsreguleret efter enten "konstant tryk" eller "proportionalt tryk".
Disse pumper kaldes også for sparepumper fordi de nedsætter hastigheden og dermed strømforbruger når der ikke er så stort behov for flow.
Typisk effekt for denne slags pumper er 3-30 W, vel at bemærke afhængigt af det aktuelle behov for flow.
Selve hastighedsreguleringen sker som sagt efter "konstant tryk" eller "proportionalt tryk".
Forskellen ligger egentlig i hvor stor el-besparelse pumpen kan "opnå", hvor "proportional tryk" styringen er den der giver den største besparelse, men som også stiller nogle krav til resten af anlægget.
"Konstant tryk" er som navnet siger en reguleringsform hvor trykket over pumpen holdes konstant, således at hvis der er stort forbrug i anlægget, så falder trykket over pumpen som så reagerer ved at skrue op for hastigheden, og modsat hvis forbruget falder. Pumpen tilpasser altså hastigheden (og dermed strømforbruget) til det aktuelle behov.
"Proportional tryk" er lidt mere "kryptisk", man kan sige at trykket ikke holdes konstant men derimod holdes lavt ved lille flow og stiger med stigende flow.
Herudover er funktionen egentlig den samme som ved "konstant tryk", men det svarer altså til at man "skruer ned" for det ønskede tryk når der køres langsomt og "skruer op" for det ønskede tryk når der køres hurtigere. Egentlig kunne man selv stå ved en "konstant tryk" pumpe og "lege" "proportional tryk" styring, ved at justere det ønskede tryk op og ned i takt med flowet i anlægget.
Hvorfor så denne "mystiske" form for styring (proportional tryk) ?
Jo, fordi den giver den absolut største el-besparelse.
Men...
...for der er et men..
"Proportional tryk" regulering kræver at hele anlægget er egnet til det, og kan fungere ved et lavere tryk ved små varmebehov.
Et typisk nyt varmeanlæg der er veldimensioneret og veltrimmet (her tænkes specielt på flowreguleringen i radiatortermostat ventiler) vil fungere fint med "proportional tryk" styring, mens man ofte i lidt ældre anlæg vil kunne få problemer.
Er pengene så spildt på en "sparepumpe" ?
Nej, så absolut ikke
Den årlige besparelse mellem "konstant tryk" drift og "proportional tryk" drift er til at overse, så har man problemer med "proportional tryk" drift, så kan man helt roligt skifte til "konstant tryk".
Det vigtigste er at man skifter en gammel "konstant hastighed" cirkulationspumpe med en moderne "sparepumpe"
I øvrigt kan det siges at man oftest ikke kan køre "proportional tryk" styring på gulvvarmesløjfer, det giver simpelthen alt for svingende flow.
Hilsen
Michael